Arne Kweku Amankwa Sampson
Arne Sampson ses på Jyderup Realskole fra 7. klasse til 1973/74- Realeksamen 1977


YAW AMANKWA, NANA ADUKU III AF MANKESSIM

YAW AMANKWA, NANA ADUKU III AF MANKESSIM

Min farfar, Yaw Amankwa, blev født i Ghana i Vestafrika.
Årstallet er der en del uenighed om, men efter at have snakket med gamle familiemedlemmer, lokale høvdinge og deres særlige historikere - lingivsterne, skønner jeg, at det må have være en gang i 1890'erne. Det var i hvert fald dengang, landet endnu hed Guldkysten og det britiske imperium fortsat kæmpede mod de lokale krigerfolk om herredømmet over denne så mineralrige region.
Siden begyndelsen af 1800-tallet havde den britiske hær haft mere end vanskeligt ved at undertvinge sig ashantierne, det uden sammenligning mest disciplinerede og velorganiserede krigerfolk i hele Vestafrika.
Som general Garnet Wolseley, chef for de britiske styrker, i 1873 skrev i en depeche hjem til London: "Disse ashantier kan mønstre 200.000 mand i slagmarken og deres krigere lader sig åbenbart ikke kue af hverken snigskytter eller syv-punds geværer".
Depechen blev afsendt efter general Wolseley endnu en gang havde været oppe imod ashantiernes aldrende, men drevne hærfører og krigsminister, Amankwa Tia.
Min farfar, Yam Amankwa, blev født i byen Odumase, 110 km nordvest for Kumasi, hvor ashantiernes konge residerede. Odumase var hjemsted for en underafdeling af ashanti-hoffet.
Og min farfar blev født ind i dette hof.
Hans far hed Barima Kobina Bekoe, og var medlem af Huset Bantama; hans mor hed Ama Entwiwaa og havde titel af Obaapanyin - en slags kvindelig høvding - ved kongehuset i Mankessim. Mankessim var hovedsæde for fantierne, et andet af Guldkystens krigerfolk - og i mange generationer rivaler til de dominerende ashantier.
Min farfar, Yaw Amankwa, var oldebarn af Mamankwa Tia, ashantiernes legendariske hærfører, der kunne mønster 200.000 mand. Men han betragtede ikke sig selv som ashanti. Han var fanti. På Guldkysten havde høvdingefamilierne såkaldt matriarkalsk arvefølge - og man tilhørte det folk, ens mor kom fra. Her i Vestafrika var det kvinderne, der sad med den egentlige magt. På et tidspunkt i begyndelsen af 1900 tallet kom en handelsrejsende til Odumase. Her blev han opmærksom på en høj og opvakt ung mand, der gik ham til hånde ved ashantihoffet i byen. Den handelsrejsende, der var fra fantiernes hovedby, Mankessim, blev interesseret i at høre om den unge mands baggrund. Og den unge mand - min farfar - fortale nu den historie, der skulle få så vidtrækkende følger for han selv og for forholdet mellem ashantierne og fantierne. Unge Yaw Amakwa var blevet opfostret med den historie. Den var blevet banket ind i rygraden på ham af hans mor Ama Entwiwaa og af hans mormor Yaa-Ko-Ama. Mange år tidligere - antagelig i 1830'erne - havde ashantierne været på endnu et af deres felttog mod syd på Gyldkysten. Under felttoget angreb asanti-hæren Fanti-riget og avancerede mod Mankessim. Faniternes hof måtte rømme byen. Blandt dem der flygtede var Yaw Amakwas oldemor, Ekuah Akyere. Hun havde titel af Obaapanyin - altså en af disse kvindelige høvdinge, der havde vetoret i hofsager og som blev konsulteret i en bred række af hofanliggender. Ekuah Akyere blev taget til fange af ashanti-krigere i bushen i nærheden af kystbyen Kromantse. Egentlig ville de have slået hende ihjel, men de opdagede, at hun var fornemt klædt og medbratet en pose med guldstøv. Derfor blev Ekuah Akyere bragt til ashantiernes hærfører, Amamkwa Tia, der fik bekræftet mistanke om, at hun tilhørte faniternes hof. Ekuah Akyere - der er min tip-tip-oldemor - blev bragt til ashantiernes hof i Odumase. Hun blev behandlet med respekt, men var reelt krigsfange. Efter nogen tid blev hun mod sin vilje gift med den magtfulde Amankwa Tia. Parret fik en datter. Og meget mod skik og sædvane insisterede Ekuah Akyere på selv og unden indblanding fra mandens side - at bestemme, hvad den lille pige skulle hedde. Ekuah Akyere gav sin datter navnet Yaa-Ko-Ama. Dette betyder nogenludne: en kongelig er blevet slave på grund af krig". Yaa-Ko-Ama - min tipoldemor- voksede op ved hoffet i Odumase.
Ligesom sin mor, fik hun titlen Obaapanyin af Mankessim. Hun var dog tvunget til at forblive i Odumase og blev her gift med en kongelig, der også hed Amankwa Tia. Denne mand var en nevø af den legendariske hærfører. Yaa-Ko-Ama og hendes mand fik datteren Ama Entwiwaa - min oldemor, også hun fik som nævnt titlen Obaapayin af Mankessim, men forblev i odumase i Ashanti riget. Sammen med sin mand, en kongelig ved navn Barima Kobina Bekoe, fik Ama Entwiwaa 13 børn. Den ældste af disse var min farfar, Yaw Amankwa. Efter at have hørt denne historie, vendte den handelsrejsende hjem til Mankessim og fortalte den til fantihoffet her. Dette satte nu gang i langvarige forhandliger mellem ashantierne og fantierne. De glemte kongelige "fanger" i Odumase skulle hjem til Mankessim.
Ashantiernes holdning var, at Yaw Amankwa, min farfar, reelt var fanti, og at han derfor kunne vende tilbage til Mankessim. Dette skete så en gang i begyndelsen af 1900 tallet. I 1988 interviewede jeg lingvisten i Mankessim, James Francis Baiden, om dette. "Din farfar vendte som ung tilbage til Mankessim fra Odumase" forklarede Baiden.
"Hans følge omfattede blandt andre 99 slaver, som ashantierne havde givet ham med som en gestus", forklarede lingvisten videre. Yaw Amankwa var endnu hverken gammel og erfaren nok til at indtage sit retmæssige embede som Omanhene - øverstehøvding af Mankessim. Derfor blev han sat i lære til hvervet som fantifolkets overhoved. Samtidig fik han sin vestlige skoling på den romersk-katolske missionskole i kystbyen Cape Coast. Der var antageligt her, at missionærerne gav ham det engelsk navn Joseph Henry Sampson. Den 11. april 1925 blev min farfar indsat som fantifolkets overhoved. Han fik nu navnet Nana Aduku III af Mankessim. Han forblev på posten til sin død den 18. september 1968. Jeg mødte aldrig min farfar. Men da jeg blev født i København i april 1959, telegraferede min far, Alfred Gyasi Sampson, hjem til Ghana. Han ville vide, hvilket afrikansk navn, han skulle give mig. Min farfar, Yaw Amankwa, syntes, at jeg skulle hedde Kweku Amankwa. Så det hedder jeg i dag til mellemnavn. Når nogen spørger mig hvorfor jeg har sådan et mærkeligt navn, svarer jeg som regel: "Det er en lang historie"
1975; Her ses Michael Frimann, Kim Herluf Petersen og Arne Sampson
i fuld sving med at lave pigeværelser på Birkegården.
Billedet fra Michael Frimann
Birkegaarden


Kilde:
Fra Arne Sampson med tilladelse til gengivelse
Billede fra Michael Frimann
Note:
Sidst opdateret 16. august 2015
©Jyderup Realskole